Fremtidens lærlinge

Jonas skulle være mekaniker – så besøgte han KN Tagdækning

Da Jonas Pajbjerg Høg som 10. klasses elev besøgte KN Tagdækning, vidste han absolut ingenting om tagdækkerfaget. Samme dag spurgte han, om han kunne komme i lære. I dag er Jonas 24 år og fastansat – og hans historie viser, hvad der kan ske, når virksomheder åbner dørene og tør at tænke nyt i jagten på de eftertragtede lærlinge.

Planen var egentlig, at Jonas Pajbjerg Høg skulle være mekaniker.

Tagdækkerfaget havde han aldrig overvejet. Faktisk vidste han stort set ikke, hvad arbejdet gik ud på, da han for knap otte år siden sammen med sine klassekammerater fra 10. klasse blev inviteret på virksomhedsbesøg hos KN Tagdækning i Humlum.

Men i løbet af besøget skete der noget.

– Jeg vidste absolut ingenting om tagdækkerfaget. Men jeg synes, det virkede spændende og interessant. Det var især det med at kunne bygge noget, kigge på det bagefter og have en faglig stolthed i det. Og så det at være udenfor, fortæller Jonas.

Besøget gjorde så stort et indtryk, at han og en klassekammerat samme dag gik ind på kontoret hos KN Tagdækning og spurgte, om de kunne komme i lære hos virksomheden.

Det kunne de.

Få måneder senere var 10. klasse afsluttet og Jonas begyndte sin uddannelse som tagdækker. I dag er han 24 år, færdiguddannet og fastansat hos den samme virksomhed, som formåede at vække en helt ny nysgerrighed på et fag, den dengang 16-årige Jonas knap nok kendte.

Det, man ikke kender, er svært at vælge til

For Jonas var virksomhedsbesøget afgørende, fordi det viste ham et fag, han ellers ikke kendte til.

Det er en problemstilling, KN Tagdækning genkender. Virksomheden oplever, at det er blevet sværere at tiltrække de eftertragtede lærlinge, og derfor arbejder de aktivt med at møde de unge, længe før en ansøgning om en læreplads lander i indbakken.

KN Tagdækning inviterer blandt andet løbende skoleklasser indenfor, deltager i MiniSkills og tager ud på grundforløb og tekniske skoler for at fortælle om tagdækkerfaget. Målet er ikke at præsentere faget som en plan B for unge, der oprindeligt havde tænkt sig at vælge et andet håndværksfag. Tværtimod.

– Vi gør en stor indsats for at skabe interesse, så vi kan blive førstevalget for de unge mennesker. Vi bliver nødt til at komme ud og fortælle, at vi findes. Det er os som virksomhed, der er bedst til at fortælle om vores fag og dagligdag, siger Kaare Nygaard, teknisk konsulent og lærlingekoordinator hos KN Tagdækning.

Det kræver tid og ressourcer. Og nogle af indsatserne giver måske først pote flere år senere. Men pointen er netop at plante et frø.

– Hvis vi allerede i 7. klasse kan give dem oplevelsen af, at vores fag faktisk er ret fedt, så kan det være, at vi ligger et eller andet sted i deres bevidsthed, når de senere skal vælge. Det man ikke kender, er svært at vælge til, siger Kasper Andersen, projektleder og lærlingekoordinator hos KN Tagdækning.

 

Fra lærling til fastansat

For Jonas blev lærepladsen startskuddet til en karriere som tagdækker. Som lærling blev han en del af arbejdet på lige fod med kollegerne og kom rundt på forskellige typer opgaver i hele landet. Det var især friheden, ansvaret og muligheden for at bruge hænderne, der fangede ham. Men én ting fylder særligt, når han i dag skal forklare, hvorfor han stadig er glad for sit fag.

– Det er den faglige stolthed. At man kan lave noget fysisk og senere køre forbi med sin familie og sige: ”Det der, det har jeg lavet.” Det synes jeg er fedt.

I dag hjælper Jonas (i midten) med at give praktikanter (t.v.) et vellykket ophold hos KN Tagdækning. Her på opgave på toppen af en Villa i Lemvig.

Hos KN Tagdækning handler arbejdet med lærlinge derfor heller ikke kun om at få dem inden for døren. De skal også have lyst til at blive.

Virksomheden forsøger blandt andet at give lærlingene forskellige typer opgaver og sørge for, at der er nogen tæt på dem, som følger op undervejs og ser hele mennesket.

– Vi kan ikke bare tage en lærling ind og så lade dem være. Der skal være nærvær, tryghed og de skal have en person, de kan relatere til. Hvis vi gerne vil have en lærling, der trives og måske har lyst til at blive, bliver vi også nødt til at sørge for, at vedkommende får succeser og oplevelser undervejs, siger Kasper Andersen.

 

Åbn dørene og tænk nyt

KN Tagdækning har ikke fundet én enkel opskrift på at skaffe flere lærlinge. Tværtimod peger Kaare og Kasper på, at det kræver flere forskellige indsatser: virksomhedsbesøg, praktik, uddannelsesmesser, MiniSkills, besøg på skoler og direkte kontakt med de unge.

Men det handler også om at være villig til at se på, hvordan man kommunikerer med en generation, der ikke nødvendigvis befinder sig på de samme platforme som virksomhedens øvrige målgrupper.

Derfor overvejer KN Tagdækning lige nu at tage TikTok i brug for at nå de unge. Og måske skal det slet ikke være ledelsen, der bestemmer, hvordan indholdet skal se ud. En af overvejelserne er at lade virksomhedens egne unge få en større rolle, fordi de selv ved, hvilket indhold, der fanger på platformen.

Om virksomheden tager TikTok i brug i jagten på fremtidens lærlinge, vil tiden vise. Men ét råd går igen hos Kaare og Kasper:

Kom ud og mød de unge, hvor de er.

– Man skal ikke være bange for at åbne døren på vid gab. Tag ud på skolerne, stil op og mød de unge. Som virksomhed har vi også selv et ansvar for at række hånden ud og vise, hvad vi kan tilbyde, siger Kaare.

 

 

 

Andre nyheder

Kan du høre det?

Det er lyden af et erhvervsliv i bevægelse. Nu går Struer Kommune og fire erhvervsaktører sammen om at finde og fortælle de historier, der allerede

Nye bestyrelsesmedlemmer

Hermed de tre nye bestyrelsesmedlemmer. Jette Rønn Sørensen fra Midtpunktet på Thyholm. Jesper Gregersen fra Bang & Olufsen. Per Hornshøj Jensen fra Alu Parts. Vi

Ærespris til Bang & Olufsen

Ved årets nytårskur for Erhvervslivet 2026 i Midtpunktet Thyholm valgte Struer Kommune og Struer Erhvervsforening i fællesskab som noget ganske særligt og kun for i

Generationsskifte i Allround Musik

Tak til Laurs – medlem, prisvinder og del af vores erhvervshistorie Vi i Struer Erhvervsforening vil gerne rette en særlig tak til Laurs Lysgård Pedersen

Har du input til os

Har du informationer, nyheder, eller omtale, der kan være af interesse for Erhvervsforeningens medlemmer, er du meget velkommen til at tage fat i os. Så vil vil sørge for historien bliver spredt her på siden.

Kontakt:  kom@struererhvervsforening.dk