Struer har fået en helt ny type virksomhed: AluSME på Bødkervej, der er et konsulent- og forsøgsfirma inden for anodisering.
Det er ikke hver dag, at en virksomhed som denne ser dagens lys i Struer. Derfor har jeg besøgt ægteparret Karin Birkkjær Rasmussen og Søren Smedegaard Rasmussen, der gennem de seneste par år har opbygget virksomheden sammen.
Karin har mange års erfaring fra anodiseringsindustrien og arbejdede i 11 år hos B&O, inden parret drog til Silicon Valley i USA, hvor de boede i otte år. For et par år siden vendte de hjem, og Karin blev igen ansat hos B&O. Efter en afskedigelse valgte hun dog at starte som selvstændig konsulent.
På et tidspunkt fik hun brug for et anlæg til at fremstille prototyper, og sammen med Søren gik hun i gang med at etablere det.
Alt her kan slå dig ihjel, siger Søren med et grin, da han viser rundt i anlægget.
Og det er da også skrappe sager som salpetersyre, fosforsyre og svovlsyre, der indgår i den avancerede proces.

Karin rådgiver virksomheder om anodisering, og med deres eget forsøgsanlæg har de nu også mulighed for at udvikle prototyper til kunderne.
Søren forklarer den komplicerede proces, hvor emnerne løftes op og ned i forskellige kar. Når resultatet er, som det skal være, beskriver de processen for kunden, så den kan gentages i et egentligt produktionsanlæg. Selve farveprocessen er en hel videnskab for sig, og den er også en del af deres arbejde.
Det tog os lidt tid at finde ud af, hvilken virksomhed vi skulle være, men vi er landet på, at vi er et konsulenthus med et forsøgsanlæg, forklarer Karin.
Kunderne kommer fra hele verden, især gennem Karins store internationale netværk. Men parret samarbejder også med andre virksomheder i Struer, og derfor spiller det lokale erhvervsnetværk også en vigtig rolle. Karin siger:
Som nystartet virksomhed og nye i Struer vil vi gerne være en del af det lokale erhvervsliv. Gennem Struer Erhvervsforening får vi lokale ”kollegaer”, som vi kan sparre og samarbejde med – og som vi også håber at kunne bidrage til. Selvom vores kunder er spredt over hele verden, ser vi stor værdi i at være lokalt forankrede og spille hinanden gode. Det styrker både os og Struer i en global sammenhæng.



