Da Ulrik Benthin overtog Flovlev Smede- og Maskinforretning, fulgte medarbejdere, kunder og mere end 100 års lokal virksomhedshistorie med. Men et ejerskifte handler om langt mere end at få nøglerne til virksomheden i hånden. Det ved både Ulrik – og Helle Toftgaard fra Erhvervshus Midtjylland, der rådgiver virksomheder før, under og efter et ejerskifte.
Ulrik Benthin i maskinforretningen, som han overtog efter flere år som rejsemontør.
Start ejerskiftet i god tid
Et ejerskifte begynder ofte længe før, nøglerne skifter hænder.
Faktisk er en tidshorisont på op til tre år eller mere ikke ualmindelig, fortæller Helle Toftgaard fra Erhvervshus Midtjylland. For der er meget mere end økonomi og jura på spil, når en virksomhed skal have ny ejer.
Netop tiden er ifølge Helle Toftgaard noget af det, virksomhedsejere ofte undervurderer.
– Et ejerskifte tager ofte længere tid, end man forestiller sig. Mit vigtigste råd er derfor at komme i gang i god tid, siger Helle.
Det kan blandt andet handle om at gøre virksomheden gradvist mindre afhængig af ejerlederen og dermed lettere at overtage for en potentiel køber. Processen handler nemlig ikke kun om værdiansættelse, due diligence, jura og en købsaftale.
For ejerlederen kan virksomheden være et livsværk. Derfor følger der også ofte personlige overvejelser og store følelser med. Hvad skal der ske med virksomheden? Hvem skal føre den videre? Private forhold: hvordan skal børn tilgodeses? Og hvilken rolle ønsker man selv at have bagefter?
Derudover er der måske en potentiel køber, som skal klædes ordentligt på, inden han eller hun står med ansvaret for medarbejdere og drift.
Man behøver derfor ikke have besluttet sig for at sælge, før man kontakter Erhvervshus Midtjylland. Her kan den første samtale bruges til at skabe overblik over mulighederne og finde ud af, hvad næste skridt bør være.
– Vores rolle er at være den lokale og uvildige indgang, der hjælper med at stille de rigtige spørgsmål og viser videre til de relevante rådgivere. Vi erstatter ikke revisoren, advokaten eller andre specialister, men vi hjælper med at få klarhed over processen og lagt en plan for forløbet videre til de rette personer, uddyber Helle Toftgaard.
For Ulrik Benthin begyndte ejerskiftet med en mulighed for at overtage en lokal virksomhed, som han så stort potentiale i.
Fra Thyholm og ud i verden – og hjem igen
Der var egentlig ikke noget i hans karriere, der pegede direkte mod en mere end 100 år gammel smede- og maskinforretning på Thyholm. Ja, så skulle det da lige være det faktum, at han er vokset op på egnen. Men han var i lang tid bidt af et – for mange – naturligt fænomen: Udlængsel.
Da han blev uddannet smed, tog han derfor arbejde som rejsemontør og løste opgaver i blandt andet Norge, Sverige, Tyskland og endda Kasakhstan. Han prøvede lidt af hvert og så en god del af verden.
Men med tiden begyndte de nære ting at fylde.
– Man bliver ældre og finder ud af, at der er noget vigtigere end antallet af stempler i passet. Familie og børn, blandt andet. Og så kom stedet her til salg, og jeg syntes, det havde potentiale, fortæller Ulrik.
Han blev kontaktet af flere, der mente, at virksomheden passede godt til hans brede erfaring med blandt andet maskiner, smedearbejde, handel – og ikke mindst mennesker.
Så Ulrik tog en snak med den daværende ejer. Og ikke længe efter stod han midt i sit første ejerskifte.
Mere end 100 års historie skulle ikke ende her
Ifølge fortællinger om stedet har der været drevet smedevirksomhed på adressen helt tilbage fra omkring 1908. Der var derfor ikke kun maskiner, bygninger og et CVR-nummer, der skulle skifte hænder. Der fulgte en lang historie, et solidt ry og relationer til både kunder og leverandører med.
– Jeg kan godt lide, at der er en historie bag stedet. Det er ikke bare en ny virksomhed, der skal udvikles. Der er historie bag, som selvfølgelig skal bevares i fremtiden.
At overtage en eksisterende virksomhed gav samtidig Ulrik et fundament, som ville have taget lang tid at bygge op helt fra bunden. Og så var der medarbejderne med årtiers erfaring, specialviden og med hver deres unikke relation til kunderne.
Inden overtagelsen tog Ulrik derfor en snak med medarbejderne om, hvorvidt de havde lyst til at fortsætte med ham som ejer.
Det havde de.
– Det var afgørende, at medarbejderne havde lyst til at fortsætte. Hver medarbejder har sine egne styrker. Kunderne ved, at hvis de har det ene problem, så er det ham, de skal snakke med, og hvis de skal have svejset noget bestemt, så er det en anden.
Udvikling frem for afvikling
Med Ulrik kom også et længere perspektiv på fremtiden. Som en af medarbejderne påpeger, så kommer der med yngre kræfter et naturligt fokus på udvikling frem for afvikling. Blikket er rettet mange år frem – og det kan mærkes i lysten til at investere og prøve helt nye ting.
Siden overtagelsen har Ulrik blandt andet fjernet et gammelt stuehus, så forretningen er blevet mere synlig, fornyet facaden og indrettet butikken på ny. Ambitionen er at stå på flere ben med mere smedearbejde og hydraulik samt salg og service af have- og parkmaskiner. Og så skal digitale arbejdsgange og markedsføring fylde mere.
Et ejerskifte er ikke bare noget, man lige gør.
Men mens Ulrik havde blikket rettet mod virksomhedens fremtid, skulle selve ejerskiftet også falde på plads.
Der var en lang række praktiske forhold at holde styr på. Samtidig skulle han lære virksomheden at kende indefra, mens driften fortsatte. Den tidligere ejer blev i en periode for at sikre overgangen. I det første lange stykke tid kunne en arbejdsdag for Ulrik snildt vare 14 timer.
Heldigvis havde han familie og venner, som kunne hjælpe ham i starten. Blandt andet brugte han sin fætter som sparringspartner og fik gennem sit netværk hjælp til at finde en god revisor.
– Det er nødvendigt at have nogen at sparre med. Og så skal man kende sine begrænsninger og tænke: Det her er jeg ikke god til. Det skal jeg have hjælp til.
Én mulighed kendte han dog ikke på daværende tidspunkt: Erhvervshus Midtjyllands tilbud om sparring i forbindelse med ejerskifte.
– Det ville jeg helt sikkert gerne have gjort brug af. Der er mange, der står i samme situation og skal til at finde ud af: Hvad gør vi? Hvad er reglerne? Små fif kan jo gøre en verden til forskel.
Blikket er rettet fremad
Flovlev Smede- og Maskinforretning har holdt fast i sine kunder, men siden overtagelsen har Ulrik sat sit eget naturlige præg på den mere end 100 år gamle virksomhed.
Ambitionen er ikke at ekspandere vildt med 20 nye medarbejdere. Ulrik er mere interesseret i at udvikle det, der allerede fungerer: Den lokale forankring, medarbejdernes faglighed og den personlige relation til kunderne skal bestå.
For Ulrik handler det også om, at lokale virksomheder fortsat skal være der den dag, kunderne har brug for dem.
– Man skal huske at bruge de lokale. Hvad gør man den dag, vi ikke er her mere? Hvor går man så hen og får et godt råd eller får lavet de små ting?
I Flovlev på Thyholm blev ejerskiftet ikke enden på mere end 100 års virksomhedshistorie. Tværtimod.
– Vi bliver ved. Sådan er vi thyholmere, griner Ulrik.
Få gratis sparring hos Erhvervshus Midtjylland
Overvejer du at sælge eller overdrage din virksomhed – nu eller inden for de kommende år? Hos Erhvervshus Midtjylland kan du få gratis og uvildig sparring om ejerskifte.
Du behøver ikke have besluttet dig for at sælge. Det giver god mening at tage kontakt allerede, mens du overvejer mulighederne – også hvis et muligt ejerskifte ligger flere år ude i fremtiden. Tidlig forberedelse er afgørende.
Du kan blandt andet få sparring om:
- Hvordan du kommer i gang med processen
- Hvordan virksomheden kan gøres mindre afhængig af dig som ejerleder
- Mulighederne for at finde en køber eller efterfølger
- Dine egne ønsker til fremtiden og din rolle efter et ejerskifte
- Hvilke rådgivere og specialister du kan få brug for undervejs
Erhvervshus Midtjylland erstatter ikke f.eks. revisor eller advokat, men hjælper med at skabe overblik, stille de rigtige spørgsmål og vise dig videre til relevante rådgivere.
Kontakt Helle Toftgaard
Tlf. 29 24 88 23
ht@erhvervshusmidtjylland.dk



