Formand for Struer Erhvervsforening Jeanette Lund Houes tale ved Socialdemokratiets arrangement på Gimsinghoved
Da jeg blev valgt som formand for Struer Erhvervsforening for kort tid siden, havde jeg ikke forestillet mig, at den første invitation jeg modtog, var fra Socialdemokratiet om at holde grundlovstale her i dag. Men tak for det og jeg er rigtig glad for den invitation, for vi vil som erhvervsforening gerne samarbejde på tværs med alle.
Jeg flyttede her til Struer for 4,5 år siden og driver egen virksomhed på 14. år og har kontor i Businesspark Struer – og har været med i Struer Erhvervsforening i 3 år.Jeg repræsenterer 145 store og små virksomheder her i kommunen.
Det der ligger os på sinde, er at sikre et godt erhvervsklima og dermed gode arbejdspladser her i Struer – og det kan vi kun skabe, hvis vi er mange aktører, som står sammen.
Hvorfor er det, vi har brug for at fokusere på, hvordan det er at drive virksomhed her i Struer Kommune? Jo, det har vi, fordi vi ligger et stykke ude vest på her i Danmark og fordi mange af de virksomhedsledere, jeg taler med, har svært ved at få de rigtige medarbejdere og tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Og så er det jo sådan, at hvis vi gerne vil have gode og interessante arbejdspladser her i kommunen, så skal vi gøre det let at drive virksomhed og skabe nogle rammer, der gør, at virksomhederne kan udvikle sig og skabe nye arbejdspladser.
For først så skal vi glæde os over, at vi kan stå her og fejre grundloven. For mig er grundlovsdag demokratiets festdag. En dag hvor vi hylder, at vi i Danmark har ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, trosfrihed og er lige for loven. Det er faktisk så store frihedsrettigheder, at det kan være svært et begribe, at vi er så heldige at bo i et land, hvor det er sådan, og hvor vi let kommer til at tage vores demokrati og rettigheder for givet.
Men de fleste af os, har nok reflekteret mere over, hvor heldige vi er med at bo i Danmark, efter at vi har fået krig i Europa. Pludselig får vi sat vores liv og værdier i perspektiv.
Det er rigtig sundt. Det kalder på omtanke. Hvordan passer vi bedst muligt på det demokrati, som vi har? Det gør vi blandt andet ved, at vi ikke kun fokuserer på de rettigheder, vi har som borgere, men også de pligter der følger med i et demokrati.
Det handler blandt andet om, at vi bruger vores stemme, når der er valg, respekterer andres rettigheder – og at vi engagerer os i samfundet for eksempel som frivillige og ved at tage ansvar for vores lokalområde.
I Struer Erhvervsforening er det vores vision, at vi vil udvikle Struer og skabe vækst og bosætning her i kommunen. Det vil vi, fordi vores medlemmer virkelig mangler arbejdskraft, de har rigtig svært ved at tiltrække de rigtige medarbejdere. Og det gør, at der er en masse ting, der ikke bliver sat i gang og man kunne producere mere, hvis man havde de rigtige folk.
I erhvervsforeningen blev vi rigtig glade, da byrådet sidste år besluttede at ansætte en erhvervsplaymaker. Vi så det som et tegn på, at man kommunalt også gerne ville gøre det lettere at være virksomhed her i kommunen; fx at man hurtigere fik en byggetilladelse, og kunne have én i kommunen, som man kunne gå til, hvis man gerne ville udvide sin virksomhed.
Erhvervsplaymakeren valgte at stoppe efter kun syv måneder på posten. Og så skete der desværre det, at byrådet valgte ikke at genbesætte stillingen.
Det er vi meget skuffede over i erhvervsforeningen, og vi er forundrede over, at byrådet ikke prioriterer erhvervsindsatsen højere.
Derfor arbejder vi nu i erhvervsforeningen for at ansætte en erhvervschef i eget regi, der på virksomhedernes præmisser kan hjælpe med at skabe nye arbejdspladser og tiltrække arbejdskraft. Det er ikke noget, vi helt selv kan gøre, så derfor rækker vi ud til hele byrådet, fordi vi gerne vil samarbejde.
Struer Kommune er en relativt lille kommune og ser vi os omkring, så har alle de omkringliggende kommuner stærke erhvervsråd med sekretariater – og her kan vi slet ikke være med. Derfor er det en nærliggende bekymring, at Struer ikke rigtigt gør sig gældende, hvis en virksomhed vil etablere sig her eller en virksomhed får udfordringer undervejs.
Et andet indsatsområde, som vi har valgt at fokusere på her i 2023, er uddannelse og rekruttering.
Det er ikke kun her i Struer, at det er svært at skaffe de rigtige medarbejdere – sådan er det mange steder i landet, og det gør problemet endnu større, for der er kamp om medarbejderne. Vi ved, at 37 procent af virksomhederne i kommunen oplever forgæves rekruttering. Det er simpelthen noget, vi er nødt til at tage alvorligt og begynde at arbejde sammen om. Det er for eksempel planlæggere til kommunens planafdeling, til restaurationsbranchen og specialister, som det er svært at få fat i.
Og så skal vi starte med vores børn og unge, for det er fundamentet for, at vi kan få medarbejdere lokalt i fremtiden. Vores børn og unge skal lære det lokale erhvervsliv at kende – så derfor bør de komme i erhvervspraktik i både 8. og 9. klasse. På den måde får de et første indtryk af det at arbejde – og måske kan det give dem et fritidsjob.
Vi har også et ansvar i virksomhederne for at skabe plads til de unge, og vi har også ansvar for at skabe nogle småjobs til de mennesker, som ikke kan klare et fuldtidsjob, men som gerne vil bidrage og være en del af fællesskabet. For det at have et arbejde er jo med til at skabe mening for os i tilværelsen, og det er også med til at give os et netværk og relationer og at man føler, at man er med til at skabe værdi i samfundet.
I erhvervsforeningen vil vi også gerne gøre de nyuddannede fra universiteterne endnu mere interesserede i vores virksomheder her i kommunen. Vi har brug for specialister og som nyuddannet kan man komme her og få et stort ansvar og mange muligheder. Samtidig ved vi, at de unge nyuddannede, som ikke har etableret sig endnu med familie og børn er lettere at flytte – og vi kan på den måde skabe tilflytning her. Her er jo faktisk ret billigt at bo, og vi kan tilbyde nogle skønne muligheder i dagligdagen som mange efterspørger; efter arbejde kan du nå en kajaktur på Limfjorden, en mountainbiketur i Klosterheden eller en gåtur ned til stranden.
Vi kan også stille os selv det spørgsmål, hvad der er det helt særlige ved Struers erhvervsliv – og ikke mindst, hvilke nye muligheder, der er i fremtiden for vores kommune? Vi har jo et traditionelt erhvervsliv, der er præget af landbrug og byggeri og anlæg.
I dag er vores område ved at blive kendt som “Lydens By” og visionen er at Struer bliver det danske svar på Silicon Valley for lydteknologi. Vi har allerede tiltrukket lydentusiaster, innovative startups og erfarne lydeksperter fra hele verden. Faktisk er vi verdens eneste kommune, der satser på lyd som ’driver’ for den lokale udvikling og vækst. Det er efter min mening virkelig smart tænkt, at det DNA vi har, fordi så mange gennem tiden har arbejdet med lyd i byen, nu bliver det, vi satser på erhvervsmæssigt, fordi vi kan noget helt særligt.
Der er altså rigtig mange muligheder for, at vi kan udvikle vores erhvervsliv her i Struer og dermed også skabe mere bosætning. Når vi er en lille kommune, betyder det, at vi kender hinanden godt, og der er kort vej mellem os på tværs af interesser. Derfor glæder jeg mig som formand til at komme i dialog med alle, der gerne vil Struer kommunes udvikling.
Her til slut synes jeg vi skal glæde os over, at vi netop med grundloven har friheden til at organisere os i foreninger af alle slags, og dermed kan være med til at tage del i samfundet. Det, at vi har ret til at danne og deltage i forskellige foreninger med forskellige holdninger, værdier og interesser, er noget vi skal sætte stor pris på og værne om. Sådan kan vi på hver vores måde være med til at bidrage til et levende civilsamfund og dermed et velfungerende demokrati.
Tak for ordet i dag og rigtig glædelig Grundlovsdag til jer alle.